Malerier, figurer og farver i bevægelse

Billedkunstner • Roskilde

Farver, fabulationer og sorte streger med egen vilje.

Steen Berg Hansens billeder bevæger sig mellem det legende, det groteske og det umiddelbart menneskelige. Her mødes pangfarver, figurer og markante outlines i et billedsprog, der både virker spontant, humoristisk og præcist komponeret.

Dansk kunstnerprofil

Udvalgte værker

Et billedunivers med humor, energi og skæve figurer

Her ses et udvalg af offentligt viste værker, hvor farver, former og fortællinger støder sammen i et levende og fabulerende udtryk.

Udvalg af malerier

Se alle malerier

Udvalg af tegninger

Se alle tegninger

Udvalg af øvrige værker, mixed media

Se alle øvrige

Om kunstneren

"Alvorlig sjov" - om billedkunstner Steen Berg Hansen

Det er let at få øje på legebarnet inden i kunstneren Steen Berg Hansen. Han kan lege som nogen, fabulerende, farverigt og fantasifuldt.

Dybest set har han kontakt til det autentiske legebarn, som er en af kunstens forudsætninger. Og lad os bare sige det med det samme: Kunst er alvorlig sjov. Hvis ikke kunst indeholder netop det legende element, dør den let i gnidret dødbideri. Og hvis ikke legen har et alvorligt element, bliver det let til pjat. Og dermed uinteressant.

Steen Berg Hansen er på sin egen snurrige måde i familie med det store legebarn, man også kunne finde hos den store danske kunstner Henry Heerup. Humor, engagement og menneskekærlighed indgår som selvfølgelige elementer i Steen Berg Hansens billeder. Livet er en fest. En stor glæde. Et overskud, man må dele ud af. Men også en fabulerende fantasi, som kan føre mange steder hen. Ud af virkeligheden. Ind i andre verdener. Ud på kanten af det normale.

Farverne spiller en betydelig rolle i Steen Berg Hansens malerier. Farver i kaskader. Farver som musik. Og farver som følelser. Spontant og boblende uregerligt. Man kan kun blive i godt humør af at betragte hans billeder. De dribler livsglæden. De finter al den alvor, der er alt for meget af i den danske hverdag.

Sagkyndige alvorsmænd fra kunstens indercirkler mener ind i mellem - med en vis betænkelighed og adskillige panderynker - at kunstneren bare er en hofnar, som - i bedste fald - på morsomme måder siger noget alvorligt om den virkelighed, vi alle lever i. Men lad det være sagt med det samme: hofnarrens rolle er vigtig. Under dække af overstadig glæde kan man også få sagt mere alvorlige sandheder om en verden, hvor modsætninger, konflikter og ufred hamrer løs dagen lang fra mediernes kværnende maskine. Og hvor vi måske netop har brug for den barnlige og lidt naive glæde, som kunstneren kan levere.

Steen Berg Hansen er mere end leveringsdygtig i den underfundige, naive og sprudlende glæde. Det smitter. Man går glad hjem fra hans billeder. Det er altså en flot mission at lykkes med. Og det gør han til fulde. Fornemt, med uslebent talent - og i sidste ende jublende godt.

Ole Lindboe

Tidligere redaktør af Magasinet Kunst. Forfatter til adskillige bøger om danske og udenlandske kunstnere.

Samarbejde i Mexico City

I Mexico City kan man i Galeria Tinta Naranja opleve et større udvalg af Steens kunst.

På galleriets kunstnerside bliver Steen Berg Hansen præsenteret som en anerkendt dansk kunstner med et personligt og tydeligt malerisk udtryk. Beskrivelsen fremhæver især eksplosionen af farver, væsener og humor i værkerne.

Samarbejdet peger også på en international sammenhæng: Tinta Naranja beskriver udstillinger uden for Danmark og hans første solopræsentation i Mexico City i april 2016.

Udvalgt billede fra Galeria Tinta Naranja.

Samarbejde med Sittingsuits

Artist Edition #1 omsætter Steen Berg Hansens billedverden til et samlerobjekt.

I 2021 lancerede Sittingsuits Artist Edition #1 baseret på et originalt værk af Steen Berg Hansen. Udgaven blev præsenteret som en limiteret serie i 200 eksemplarer.

Samarbejdet viser, hvordan hans farvemættede, legende og figurative univers kan leve videre i et nyt format uden at miste energi, humor eller billedmæssig tyngde.

På præsentationssiden ledsages udgaven af en tekst af Ole Lindboe, der peger på spændingen mellem det naive, det groteske og det poetiske i værkerne.

Sittingsuits Artist Edition #1.

CV

CV for Steen Berg Hansen, pr 1.5.26. For perioden år 2006–2026, more to come!!!

Autodidakt kunstner, med et kort kunstskoleophold tilbage i år 2003.

Har samarbejdet med flere forskellige gallerier i ind- og udland, bl.a. Sverige / Tyskland / Mexico.
Pt. samarbejdes der med:
Gallerie Knud Grothe, Jægersborg.
Galleri Art-for-Future, Valby.
Galleria Tinta Naranja, Mexico City.

Deltagelse i flere forskellige censurerede udstillinger.

Ca. 25 deltagelser i kunstmesser i Danmark, fra år 2007 til nu. Deriblandt både Art Forum og Art Herning.

Over 40 solo-udstillinger i firmakunst-foreninger, bl.a. Rambøll, Foss, Aller, Miljøstyrelsen, NovoZymes, Energistyrelsen, DR, Coop, Experimentarium, KBH Politigård, Månefiskeren, 3F, AkzoNobel, Ernest Young, Dyrup, osv. osv.…

Deltagelse i flere forskellige velgørende projekter, hvor større skulpturelle installationer er blevet udsmykket, bl.a. "Cowparade Cph", "CoolGlobes Cph '09", "Happy X-mas trees".

Forskellige større væg-udsmykninger i både privat og virksomheds regi.

Telefon
26 15 68 18

Atelier / showroom
Gundsølille, 10 km nord for Roskilde

Danske gallerier
Art for Future
Galerie Knud Grothe

Mexico City
Galeria Tinta Naranja

Instagram
@steen_bh

By
Roskilde, Danmark